Leder i Skovtofte
At være spejder er fedt!! Det er udfordrende, inkluderende og giver et helt unikt sammenhold.
Det kan dog kun lade sig gøre, når en gruppe frivillige unge og voksne stiller op en gang om ugen og har planlagt et sjovt og spændende møde for spejderne.
Men hvorfor gøre det? Jo, som leder i Skovtofte vil du også blive budt velkommen ind i et fællesskab af passionerede voksne og unge, som alle har det til fælles, at vi godt kan lide at være ude i naturen, blive udfordret og skabe fede oplevelser for os selv og spejderne.
Bliver du leder i Skovtofte er her blot nogle af de oplevelser du kan se frem til:
- Én gang om året er vi på gruppetur i Sverige, hvor vi er sammen både ledere, forældre og børn på tværs af alle aldersgrupper.
- Vi tager på ledertur én gang om året, hvor vi planlægger det kommende år og er fælles om en aktivitet, som er ny og spændende for de fleste af os.
- I sommer mødtes alle lederne i gruppens shelter ved hytten, lavede lækker mad sammen, hyggede og sov i shelter. Vi regner med, at dette var starten på en årlig tradition.
- 5 af gruppens ledere var i år afsted på Mølleå Divisions arrangement, Mølleåsejladsen, hvor vi havde bygget vores egen båd og sejlede 7,5 km ned ad Mølleåen. Om aftenen var der mad og præmieoverrækkelse for alle. Også dette var populært og de ledere, der ikke var med, har allerede lagt billet ind på at sejle med næste år.
Kunne du tænke dig at gøre en forskel for en dejlig gruppe børn og unge, og samtidig blive en del af Skovtofte ledergruppe, eller vil du bare gerne høre mere, så tag kontakt til gruppen på mail: gl@skovtofte.net